MORMOR

ARTIST:
mormor

HOOD:
Århus og København

WWW:
www.mormorandme.com

HVORFOR NAVNET MORMOR?
Det startede med, at jeg satte mormorporcelænskopper op rundt omkring i byen. Nogle gange også hele sæt med tallerkner bestik, småkager, kaffe osv. Det var en lille hyldest til min egen mormor, hvis dagligstue skulle ud i byens rum, fordi hendes værdisæt, var et, jeg ikke mente var i højsædet længere. Ikke fordi jeg vil have os til at leve i en Morten Korch film... Gud forbyde det! Men fordi der på det tidspunkt jeg satte kopperne op, var for stor fokus på penge og hvor rige vi var blevet. Det var nærmest lighedstegn med lykke. Så jeg ville bare gerne pointere, at mennesker har været lykkelige før, uden en båd eller en helikopter.

HVAD ER DIN BAGGRUND?
Jeg blev færdig med HF for 3 år siden. Og siden har jeg rejst en del. Jeg tror jeg har haft 10 forfærdelige skodjobs indtil videre, så nu kunne jeg egentlig godt tænke mig at prøve at lave noget der er sjovt samtidig med at jeg kan leve af det.
Jeg har ikke fundet den uddannelse der passer præcis til mig endnu, så det prøver jeg stadig at finde ud af...

BESKRIV DIN STIL:
Alle mine værker et håndtegnede og jeg tegner altid kun i sort/hvid.

Min stil varierer mellem det barnlige og det eksperimenterende. Jeg er nok mest kendt for at tegne mænd, konservativt klædt med alle verdens
former for skæg. Lige nu er jeg meget optaget af at tegne fabeldyr.

Jeg lægger stor vægt på humoren i stregen. Både den verbale og den nonverbale. Så jokes er altid en god ting. F.eks. får jeg en grisk type til at sige ting som: "Hvis du har en diamant i mave er der de indre værdier der tæller!"

HVILKE MATERIALER BRUGER DU OG HVORFOR?
Jeg bruger kun sorte tuscher, posca og markere. Og jeg har efterhånden flere end mit lille penalhus kan rumme!

Papiret får jeg hos maleren.

OVERVEJER DU AT BRUGE ANDRE MATERIALER/MEDIER TIL DIN KUNST?
Ja. Jeg skal til at undersøge en anden slags papir og det er jeg meget spændt på!

HVORNÅR BEGYNDTE DU AT LAVE GADEKUNST?
R-Galt og jeg startede for et års tid siden eller lidt før med at tage billeder af den street art der var i Århus. Vi var rigtigt nørdede, men
syntes efterhånden aldrig, at der kom noget nyt op. Så vi begyndte selv.
Idag er der heldigvis masser af street art i Århus' gader, men det er måske ligeså meget fordi street art er oppe i tiden? Time will
tell...

HVORFOR LAVER DU GADEKUNST?
Det er min måde at involvere mig i mit lokalsamfund og få følesen af at høre
hjemme. Byen jeg bor i skal være personlig og det må godt kunne ses, at der eksistere rigtige mennesker der.

Desuden skal der jo også være andet end møbelbutikker, shawarmaskilte
og tøjreklamer at se på.

HVORNÅR LAVER DU GADEKUNST?
Når jeg ikke kan lade være. Og det kan jeg for det meste aldrig.

Jeg sidder tit på mit værelse og høre god musik, drikker god the og tegner. Det er min alenetid og jeg elsker det!

Nogen gange tegner jeg sefølgelig også med ligesindede som f.eks. R-galt.

HVAD INSPIRERER DIG?
For det meste er det typer jeg ser på gaden. En player eller en lille bange mand, der løber langs med panelerne i håb om at ingen ser ham.

Desuden tegner jeg ofte en ting og et stykke tid efter tænker jeg "Fuck mand! Den der detalje har du fra en tegneserie du så, da du
var 9 år", så det er ofte ting, der kommer mærkelige steder fra.

HVILKE PROJEKTER OPTAGER DIG FOR TIDEN?
Jeg har den store ære af være blandt en af de kunstnere, der skal
udstille til I DO ARTs julemarked i december og det glæder jeg mig forfærdeligt meget til.

Desuden er jeg blevet kontaktet af 3 tøser, der skal til at åbne en butik kaldet Opkomming. Dem skal jeg også lave lidt sjov med.

HAR DU ET FORBILLEDE?
Nobody´s perfect, men hvis jeg selv måtte bestemme hvem jeg bliver i mit næste liv, så vil jeg være Hunter S. Thompson!

STREET ART ELLER GADEKUNST?
Gadekunst kan helt sikkert godt være kunst. Det kan også være 1000 andre ting mener jeg. Det er vel en smagssag.

Jeg har det princip, at jeg ikke vil kalde mig selv kunstner før nogen har købt en af mine ting. Så indtil videre er jeg gadekunstner og det
er jeg skam lige så stolt af.

ER DER NOGEN KUNSTNERE DU KUNNE TÆNKE DIG AT ARBEJDE SAMMEN MED? OG HVORFOR?
Nej egentligt ikke. Min stil passer vist ikke så godt sammen med de andre jeg ser op til. Det udelukker dog ikke, at man går en god tur
sammen og sætter ting op.

SER DU DIG SELV SOM EN REBEL?
Nej

HVAD VIL DU SIGE TIL DEM DER BETRAGTER DIN KUNST SOM HÆRVÆRK?
Ikke så meget. For de plejer for det meste at sove når jeg er ude.

ER DU NOGENSINDE BLEVET SNUPPET?
He he ja. R-Galt og jeg blev stoppet en gang. De spurgte om det var en reklame eller noget politisk. Da det ikke var nogen af delene bad de
os om at pille det ned og smutte hjem i seng. Derefter fortsatte vi selvfølgelig vores biksetur.

HAR PLACERINGEN EN AFGØRENDE BETYDNING?
JA! Det er meget vigtigt for mig at en tegning indgår i en bygnings struktur og facade-liv. Jeg spørger altid mig selv om jeg ville gide
at have mine ting hængende der, hvor de hænger. Jeg ville aldrig gøre noget jeg mente var ødelæggende for en flot bygning.

HVAD ER DET BEDSTE VED KØBENHAVN?
Arkitekturen, kulturen, luderne, narkomanerne, de 40årige hiphoppere,de fine damer i pels, de selvbrunede popdrenge og alle dem, der ikke
helt falder ind i overstående kategorier.

HVAD ER DET VÆRSTE VED KØBENHAVN?
Priserne på mad. Jeg brugte 240 kr i Netto her forleden!

HVILKEN FACADE I BYEN DRØMMER DU OM AT UDSMYKKE?
Det meste af den moderne arkitektur med glas, stål og beton finder jeg røvkedelig, så der har vi et godt udgangspunkt.

ER DER EN NY GADEKUNSTNER I BYEN DU VIL DELE MED OS?
Ja Blanko og detvarSATANS!

HVIS DU SKULLE HAVE ET MOTTO HVAD VILLE DET SÅ VÆRE?
De fleste mennesker er dejlige.