ARTIST:
Det Varsatans
HOOD:
Århus
WWW:
facebook.com/detvarsatans
HVORFOR NAVNET?
Jeg har tit forestillet mig folk, der går forbi noget jeg har lavet og udbryder ”det var SATANS!” Sådan noget kan jeg godt sidde for mig selv og gnægge lidt over. Og så er det bare en vending jeg bruger tit når jeg taler både til at udtrykke overraskelse eller irritation.
BESKRIV DIN STIL:
Jeg bruger ofte ting fra kina/japan i det jeg laver. Jeg er vild med kalligrafi og manga og alt sådan noget i den dur, så det fletter jeg nogle gange ind i det jeg laver.
Jeg synes ikke at jeg har en specifik stil, for jeg kan sagtens finde på at eksperimentere med nye former og materialer. Den ene dag laver jeg stencils og den næste kan jeg finde på at sidde og klippe og klistre. Jeg lader mig ofte inspirere af andre gadekunstnere. Naturligvis kunne jeg aldrig finde på at kopiere noget de har lavet, men et bestemt udtryk eller stilart kan jeg godt finde på at lege lidt med.
HVAD ER DIN BAGGRUND?
Jeg studerer på Århus Universitet på 5. semester og har egentlig aldrig beskæftiget mig med kreative uddannelser udover de obligatoriske billedkunsttimer i folkeskolen og gymnasiet.
Jeg kan huske, at jeg i folkeskolen sad og flettede papirklips, tandstikker og elastikker og lavede små buer og pile. Og så har jeg altid tegnet meget.
FORTÆL LIDT OM HVORDAN DU FÅR EN IDE OG HVORDAN DU GENNEMFØRER DEN
Typisk trasker jeg bare lidt rundt og venter på inspiration, og når jeg så får en idé, skriver jeg den ind på min iPod, og når jeg så kan se, at der er ved at være en pæn liste, sætter jeg mig ned en dag eller to og begynder at tegne eller male.
HVILKE MATERIALER BRUGER DU OG HVORFOR?
Jeg laver mest paste-ups - på standard grundpapir og Poscatusser, hvis det skal være teknisk, men jeg kan nu også finde på at bruge hvad som helst. Avisudklip, indpakningspapir, pap, legoklodser, perler, træplader... You name it.
OVERVEJER DU AT BRUGE ANDRE MATERIALER/MEDIER TIL DIN KUNST?
Ja, men det er frygteligt koldt lige for tiden, og jeg kan ikke finde mine waders. Mere siger jeg ikke, haha!
HVORFOR LAVER DU GADEKUNST?
Simpelthen fordi jeg synes det er sjovt! Jeg er ret kreativ anlagt og det er super fedt at kunne kanalisere noget af den kreativitet ud i gadekunsten. Og så er det jo også rart at kunne pynte lidt på den by man bor i. Og så har jeg jo fundet ud af, at der er enormt mange chill personer i street art netværket.
HVORNÅR LAVER DU GADEKUNST?
Når jeg har tid og lyst. Eller hvis jeg får en tanke, som jeg bare SKAL have ført ud i livet. Ellers er det lidt en balancegang mellem studiet og streetarten.
HVAD INSPIRERER DIG?
Begivenheder rundt omkring i verden kan f.eks. føre til at jeg laver noget med et samfundskritisk budskab.
Ellers kommer meget af inspirationen fra den musik jeg hører - og jeg hører meget musik.
Ellers kan det f.eks. være at jeg får en rulle gaffatape i hånden og tænker: ”Hvad kan jeg lave med det her?”, hvorefter jeg sidder og skribler i min notesbog.
HVILKE PROJEKTER OPTAGER DIG FOR TIDEN?
Overordnet er det nok at finde tid til at lave street art, imens jeg studerer. Eller tid til at studere, imens jeg laver street art. Det kommer lidt an på hvordan man ser på det.
HAR DU ET FORBILLEDE?
Well, første gang jeg fik øjnene op for gadekunst, som jeg syntes var rigtig fedt, var da jeg så noget som HUSK MIT NAVN havde lavet. Han satte tankerne igang, men det var MORMOR’s værker rundt omkring i Århus, der gjorde udslaget.
Don Jon er også vildt dygtig til at lave stencils.
Ellers er der jo altid giganterne som Banksy og Blek le Rat, som er hævet over os andre dødelige.
ER DER NOGEN KUNSTNERE DU KUNNE TÆNKE DIG AT SAMARBEJDE MED? OG HVORFOR?
Anyone, anytime, anywhere. Bare skriv!
Fordi jeg ikke som sådan er låst fast i nogen bestemt stilart er jeg også ret nem at arbejde sammen med. Og så er det jo bare fedt at møde mennesker med samme interesse.
ER DER EN NY GADEKUNSTNER I BYEN DU VIL DELE MED OS?
Blanko laver nogle dejlige farverige stencil paste-ups, som hænger rundt omkring i Århus. Ellers er der også en ny gadekunstner, der hedder GAB (Gadens Ansigt Blænder), som laver nogle super cool små ninjamænd og japaner piger. Dem kan jeg rigtigt godt lide.
GADEKUNST ELLER STREET ART?
I love you eller Jeg elsker dig?
Betydningen er den samme, men hvis jeg skulle forklare mine forældre om hvad jeg laver, ville jeg nok bruge ordet gadekunst. Jeg kunne forestille mig, at der lå en taktisk fordel i at benytte ordet ”gadekunst” fremfor street art, hvis man skal adressere de ældre generationer.
ER DU NOGENSINDE BLEVET SNUPPET?
Nej, heldigvis! 7-9-13... Salt over skulderen og alt det der.
SER DU DIG SELV SOM EN REBEL?
Nej, jeg kan bare godt li’ at tegne.
HVAD VIL DU SIGE TIL DEM DER BETRAGTER DIN KUNST SOM HÆRVÆRK?
Well, det er det jo teknisk set så fair play til dem. Dog synes jeg at det er fedt, at der er kommet meget mere fokus på, hvor grænsen mellem gadekunst og hærværk går.
Gadekunsten forsøger jo at kommunikere med alle folk den møder, hvorimod tagging og grafitti ikke har samme folkelige appel, fordi den primært henvender sig til personer indenfor miljøet.
Det ville dog være katastrofalt, hvis street art blev lovligt. En del af det sjove består jo lidt i at man godt ved man bryder reglerne med det man laver.
HVAD ER DET BEDSTE VED KØBENHAVN?
Jeg kan godt li’ at der er så meget liv og atmosfære. Alting foregår bare i en hel anden skala end andre danske byer og det kan man ikke undgå at blive bjergtaget af. Ting som ikke har noget eksistensgrundlag i Århus lever i bedste velgående i København. Jeg skal helt sikkert bo i KBH på et tidspunkt. Det er som om virkeligheden er lidt tættere på her.
HVAD ER DET VÆRSTE VED KØBENHAVN?
I Jylland slår folk hinanden.
I København skyder folk hinanden.
Og så er Københavnerne rigtig gode til at gøre dig opmærksom på, at du er fra Jylland, hvis du ikke kan finde rundt. Det ka’ godt være lidt irriterende.
HVILKEN FACADE I BYEN DRØMMER DU OM AT UDSMYKKE?
Der er en stor grå kedelig væg nede ved buspassagen i Århus midtby, hvor det kribler i mig for lave noget hver gang jeg går forbi. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad det skal være.
Ellers kunne jeg godt tænke mig at lave noget på Frederiksberg næste gang jeg kommer til KBH. Nørrebro får rigtig meget opmærksomhed, så det kunne være nice at traske lidt rundt i de øvrige kvarterer med en stak tegninger under armen.
HAR PLACERINGEN AF GADEKUNSTEN NOGEN BETYDNING?
Nogle af de ting jeg har lavet kan hænges op hvor som helst, mens andre måske fungerer bedst, hvis de står i kontrast til noget i bybilledet.
HVORDAN FORHOLDER DU DIG TIL DE USKREVNE REGLER FOR GRAFFITI OG TAGS, NÅR DU LAVER DINE TING?
Så vidt muligt sætter jeg aldrig op over tags, men det kan godt være svært, fordi graffiti og tags gør krav på en meget stor del af byens vægge og mure.
Jeg lader tags være i fred og så håber jeg på, at mine pieces også får lov til at hænge. Jeg har ingen intentioner om at føre krig.
Det er dog mit indtryk, at der er frygteligt meget stolthed indenfor taggingmiljøet og dermed også større aggressivitet mod street artists, hvor gadekunstnere generelt virker lidt mere chill.
HAR DU ET BUDSKAB?
Nogle af de ting jeg laver kan sagtens indeholde et budskab, men der er ikke noget specifikt, som jeg stiler efter at få ud til masserne. Nogle gange kan jeg også meget godt li’ bare at lave nogle ting, som ikke betyder noget som helst. Noget gadekunst er frygtelig prætentiøst, fordi det bare SKAL indholde et budskab.
Det jeg godt kan li’ ved gadekunsten er, at der er plads til at være fjollet. Det er slet ikke så alvorligt og højtideligt som malerier spærret inde på et museum.
HVIS DU SKULLE HAVE ET MOTTO HVAD VILLE DET SÅ VÆRE?
Puha, der er så mange quotes, der passer til mange forskellige lejligheder, men hvis jeg nu skulle vælge, så synes jeg at Timon og Pumba ramte den rimelig godt med ”Hakuna Matata”.

